Frivillighedspris

Frivillighedspris til Dansk Flygtningehjælps frivillige

Preben skubber børnene i den rigtige retning
Preben Iversen har arbejdet med børn hele sit voksne sit liv, og selvom han nu er pensionist, kan han ikke lade være med at hjælpe. Han arbejder som frivillig lektiehjælper på Ellekonebakken.

Af Kristian Overgaard Nielsen
knie@berlingskemedia.dk Viborg Stifts Folkeblad.

Hver tirsdag eftermiddag er Preben Iversen at finde i Den Gule Pavillon på Ellekonebakken.

Her hjælper han de lokale børn med lektierne, og det har han nu gjort i otte år. Lektiehjælpen blev oprettet af Dansk Flygtningehjælp for at hjælpe de mange børn med fremmedsprog, der bor i området, men danske børn er også velkomne. 

Langt størstedelen af børnene, der kommer for at få hjælp, har dog udenlandsk baggrund.

»Min interesse for børn har egentlig altid været der, og den smider man ikke bare væk, fordi man bliver pensionist,« siger 74-årige Preben Iversen.

Kom til Viborg i 1966
Han er oprindelig fra Randers, men kom som nyuddannet lærer til Viborg i 1966, hvor han blev ansat på behandlingshjemmet Jens Holst (nu Blåkærgård, red), der var for børn med adfærdsvanskeligheder. Her var han i fem år, hvor han i de sidste fire var viceforstander.

Inden han kom til Viborg, havde Preben Iversen afsluttet en ekstrauddannelse i København som skolepsykolog, og i 1971 blev han ansat ved Viborg Kommune som netop skolepsykolog.

I sine fem år som skolepsykolog fik han en stor tilknytning til Søndre Skole, som dengang var byens og det daværende amts suverænt største skole, og på flere områder aflastede han skolens inspektør. Han havde som en del af jobbet som skolepsykolog også en del opgaver på Ellekonebakken, og den særlige tilknytning til området har han haft lige siden.

Da skoleinspektøren på Søndre Skole gik af, blev Preben Iversen så opfordret til at søge stillingen. Det gjorde han, og han sad som skoleinspektør i fem år. 

Herefter var han i 18 år skoledirektør i Hadsund Kommune, og da han blev pensionist, vendte han tilbage til Viborg og Ellekonebakken.

Det handler om at hjælpe
50 børn er tilknyttet lektiehjælpen på Ellekonebakken, der finder sted hver tirsdag og torsdag eftermiddag. Der kommer cirka 20 per gang, og de får hjælp af fire-fem voksne.

»Idéen med det er jo, at vi ikke skal undervise børnene, men vi skal hjælpe dem med deres lektier. Et afghansk barn kan eksempelvis ikke spørge sin mor, hvordan man staver til bybus. Det er den der spontane hjælp, som danske børn kan få, som børn med fremmedsprog mangler,« siger Preben Iversen.

Og han oplever, at børnene på Ellekonebakken er glade for den hjælp, som de får i Den Gule Pavillon.

»De fremmedsprogede børn er utrolig taknemmelige. Det er noget, der kendetegner dem meget, synes jeg. Jeg hjalp en dreng med matematik i går, og da vi var færdige, og han havde lukket bogen, sagde han »tak for hjælpen«, og han bukkede nærmest. Det gør et dansk barn ikke på samme måde,« siger Preben Iversen.

Diskuterer kultur
Men næserne er ikke altid begravet i dansk- og matematikbøgerne. Det sker, at bølgerne pludselig går højt, når børnene får lyst til at diskutere langt hår, tørklæder eller ramadan. Og så må Preben Iversen agere ordstyrer.

»Det er nogle dejlige unger. Og nogle gange opstår der nogle sjove dialoger, især om kulturforskelle. En kommer med et udsagn, og så kan en anden ikke lade være med at blande sig, og så er der pludselig en fem stykker, der går ind i en debat, og det, synes jeg, er spændende. Så prøver vi altid at styre de debatter,« siger Preben Iversen.

Men det vigtigste er stadig lektiehjælpen, og Preben Iversen nyder at se, når børnene gør fremskridt.

»Det er noget af det mest vidunderlige i processen at se, at det hjælper noget,« siger han.

Børn er stadig spændende
Preben Iversen ved ikke, hvor hans interesse for børn kommer fra. Han er ud af en søs-kendeflok på seks, hvoraf halvdelen endte med at arbejde med undervisning. Selvom han runder de 75 år næste gang, har han ikke lagt nogle faste planer for, hvornår han stopper som lektiehjælper på Ellekonebakken. For han nyder stadig at hjælpe børnene.

»Jeg synes stadigvæk, at børn er noget af det mest spændende i vores samfund, og jeg synes også, det er noget, vi skal gøre meget ud af. Ikke på den måde, at vi skal løse alle børns problemer. Børn skal lære at løse deres problemer selv, men vi skal støtte dem. Ved lektiehjælp er det nemmeste jo at spørge mig »hvad bliver det der?«, men det er jo ikke det, der er løsningen. Det er, »hvordan vil du finde ud af det?«. Man skal sætte barnet i gang,« siger Preben Iversen.

Trivsel er det vigtigste
Den sidste fredag i hver måned mødes Preben Iversen med sine gamle, pensionerede lærerkolleger på Søndre Skoles lærerværelse. Her snakker de om gamle dage over en kop kaffe, og samtidig kan de følge med i, hvordan skolesystemet udvikler sig. 

Og Preben Iversen indrømmer, at han godt kan være lidt bange for, at det hele bliver for teknokratisk. Børn skal have fred og ro til at udvikle sig, mener han.

»Uanset hvor teknisk man vil lave skolen om med det ene eller andet, så håber jeg, at man siger, at det stadigvæk er barnet, det drejer sig om. Man skal aldrig glemme, at det er det menneskelige, der går forud for alt andet. Al forudsætning for, at et barn lærer noget, er, at det trives,« siger Preben Iversen.